Wesley fortalte om, hvordan han ved en af disse lejligheder var blevet befriet fra den rasende pøbel: "Mange forsøgte at kaste mig til jorden, mens vi gik ned ad en glat sti imod byen. De mente sikkert, at hvis jeg først lå på jorden, kunne jeg næppe rejse mig igen. Men jeg snublede ikke en eneste gang og kom heller ikke til at glide, før jeg var sluppet helt fri for dem. ... Skønt mange gjorde sig umage for at få fat i min krave eller mine klæder for at trække mig ned, kunne de slet ikke få ordentlig fat. Kun en fik tag i det ene skøde på min vest og stod snart efter med det i hånden; det andet skøde, i hvis lomme der lå en pengeseddel, blev kun halvt revet af. ... En kraftig mand lige bagved slog flere gange efter mig med en stor egekæp, og hvis han blot en gang havde ramt mig i nakken, ville han have kunnet spare sig for yderligere ulejlighed! Men hver gang blev slaget drejet til side, jeg ved ikke hvordan, for jeg kunne ikke flytte mig hverken til højre eller venstre. ... En anden kom farende gennem trængslen og løftede armen til slag, men lod den pludselig falde og klappede mig kun på hovedet, idet han sagde: "Sikken et blødt hår, han har!" ... De allerførste mænd, der blev omvendt, var byens "helte," de, som ved alle lejligheder anførte det værste pak, og hvoraf en havde været præmiebokser ved markedsløjerne.