Denne først tids metodister - både lægfolk og prædikanter - måtte tåle latterliggørelse og forfølgelse såvel fra medlemmer af kirken som fra de åbenlyst irreligiøse, der var blevet opflammet ved de andres falske fremstilling. De blev indkaldt for rettens domstole - ja, dette var kun af navn, for retfærdighed var en sjælden ting ved den tids domstole. Ofte led de overlast fra deres forfølgere. Pøbelen gik fra hus til hus, ødelagde møbler og ejendele, plyndrede som de havde lyst til, og mishandlede brutalt både mænd, kvinder og børn. I nogle tilfælde blev der udsendt offentlige meddelelser med opfordring til dem, der havde lyst til at hjælpe med at knuse vinduer og plyndre metodisternes hjem, om at samles på nærmere angivet tid og sted. Disse åbenlyse overtrædelser af både Guds og menneskers love fik lov til at passere uden påtale. Der blev gennemført en systematisk forfølgelse af et folk, hvis eneste fejl var den, at de søgte at vende synderes fødder fra ødelæggelsens veje til helliggørelsens vej.