Der var også andre, som holdt på, at "de udvalgte ikke kan miste nåden eller gå glip af Guds velbehag," men som kom til den endnu mere afskyelige slutning, at "de dårlige handlinger, de begår, ikke er virkelig syndige og heller ikke kan betragtes som eksempler på deres overtrædelse af Guds lov. Følgelig har de ingen grund til hverken at bekende deres synder eller ophøre med dem ved at angre." - Mc Clintock and Strong, Cyclopedia, art. "Antinominans." Derfor erklærede de, at de selv en af de skammeligste synder, "der i hele verden anses for at være en grov overtrædelse af Guds lov, ikke i Guds øjne er nogen synd," hvis den bliver begået af en af de udvalgte, "fordi det er et af de væsentlige og særegne kendetegn for de udvalgte, at de ikke kan gøre noget, som hverken mishager Gud eller er forbudt ved hans lov."