De engelske reformatorer nægtede at modtage romerkirkens læresætninger, men holdt fast ved mange af dens formaliteter. Skønt katolicismens autoritet og trosbekendelse ikke blev anerkendt, blev dog en ikke ubetydelig del af dens skikke og ceremonier indført i den engelske statskirkes gudstjeneste. Det blev hævdet, at disse skikke og ceremonier ikke var et samvittighedsspørgsmål, og at de ikke i sig selv rummede noget ondt; ganske vist var de ikke påbudt i Bibelen og var derfor ikke af væsentlig betydning, men de var på den anden side heller ikke blevet forbudt. Overholdelsen af disse skikke formindskede det svælg, som skilte de reformerte kirker fra romerkirken, og det blev fremhævet, at dette kunne bidrage til, at katolikkerne efterhånden gik over til den protestantiske tro.