For de konservative og for dem, der var villige til at gøre indrømmelser, var disse argumenter fyldestgørende. Men der var andre, som havde en anden opfattelse. Den kendsgerning, at disse skikke "måske kunne slå bro over svælget mellem romerkirken og reformationen" - Martyn, vol. 5, p. 22, var efter deres mening en gyldig grund til at afskaffe dem. De betragtede dem som symboler på det slaveri, fra hvilket de var blevet udfriet og som de ikke ønskede genindført. De hævdede, at Gud i Bibelen har opstillet regler for gudstjenestens form, og at mennesker ikke har lov til at gøre ændringer i disse regler. Det store frafald begyndte jo netop ved, at man havde forsøgt at supplere Guds autoritet med kirkens. Romerkirken begyndte med at påbyde det, som Gud ikke direkte havde forbudt, og endte med at forbyde det, som Gud udtrykkeligt havde påbudt.