Den lovbestemmelse, som de første kolonister havde vedtaget, og som kun tillod menighedsmedlemmerne at stemme og have embede, førte til højst ulykkelige resultater. Hensigten med denne lov havde været at beskytte statens renhed, men den førte til kirkens fordærv. For at have stemmeret og for at kunne opnå at få embede, måtte man være eller foregive at være religiøs, og mange, som kun lod sig lede af rent verdslige motiver, blev menighedsmedlemmer uden at være omvendt. Således kom menighederne i betydelig grad til at bestå af uomvendte personer, og selv blandt præsterne kunne man finde nogle, som ikke blot forkyndte forkerte læresætninger, men som også var uvidende om Helligåndens fornyende kraft. Endnu engang så man, som man så ofte havde set det i kirkehistorien lige fra Konstantins tid, at man opnår et dårligt resultat ved at forsøge at opbygge kirken ved statens hjælp og bede de verdslige magter støtte evangeliet om ham, som sagde: "Mit rige er ikke af denne verden." Joh. 18, 36. Forening af kirke og stat kan synes at bringe verden nærmere til kirken, men i virkeligheden bringer den kirken nærmere til verden.