De protestantiske kirker i Amerika - og for øvrigt også i Europa - havde nydt reformationens velsignelser, men de forsømte at gå videre ad reformens vej. Skønt der nu og da fremstod nogle få gudfrygtige mænd, som forkyndte nye sandheder og blotlagde fejlagtige fortolkninger, var de fleste, ligesom jøderne på Jesu tid og katolikkerne på Luthers tid, godt tilfredse med at tro, som deres fædre havde troet, og leve, som de havde levet. Derfor udartede religionen sig igen til formalisme. Vildfarelser og overtroiske forestillinger, som ville være blevet forkastet, hvis kirken havde fortsat med at vandre i lyset fra Guds ord, blev nu antaget som sandheder. Således uddøde efterhånden den ånd, som var blevet skabt af reformationen, og til sidst var der næsten lige så stort behov for reform i de protestantiske kirker, som der havde været i romerkirken på Luthers tid. Der herskede den samme verdslighed og åndelige sløvhed. Menneskelige meninger og teorier blev ophøjet på bekostning af Guds ord.