De havde måttet forlade deres huse, deres ejendele og deres levebrød. Nu boede de som fremmede i et fremmed land blandt et folk, som talte et fremmed sprog og havde fremmedartede skikke. De var nødt til at påtage sig beskæftigelser, som de aldrig før havde prøvet, for at tjene til livets ophold. Middelaldrende mænd, som hele deres liv havde været landbrugere, måtte nu forsøge sig som håndværkere eller handelsmænd. Men de fandt sig uden at klage i forholdene og spildte ingen tid med lediggang eller selvmedlidenhed. Skønt de fleste af dem var fattige, takkede de Gud for de goder, de havde, og glædede sig over deres uforstyrrede åndelige fællesskab. "De vidste, at de var pilgrimme, og lagde ikke større vægt på det timelige, men løftede deres blik mod himlen, deres kæreste fædreland, og beroligede deres sind. "- Bancroft, pt. l, ch. 12, par.15.