De, som tog imod adventbudskabet, blev vakt op til at indse nødvendigheden af at angre og ydmyge sig for Gud. Mange havde længe vaklet mellem Kristus og verden; nu forstod de, at tiden var inde til at tage deres standpunkt. "Evighedens anliggender blev for dem en hidtil ukendt virkelighed. Himlen syntes dem nærmere, og de følte sig skyldige over for Gud." Bliss, p. 146. Kristne følte sig tilskyndede til nyt åndeligt liv. De indså, at tiden var kort, og at det, de burde gøre for deres medmennesker, måtte gøres hurtigt. Det jordiske blegnede, og evigheden syntes at åbne sig for dem. Alt, hvad der angik deres evige ve og vel, fortrængte det som hørte denne verden til. Guds Ånd hvilede over dem og gav dem kraft til deres alvorlige appeller til deres medkristne, såvel som til syndere, om at berede sig til Herrens dag. Deres daglige livs tavse vidnesbyrd var en stadig bebrejdelse mod de af kirkens medlemmer, som var bundne af vaner og ikke helliggjorte. Disse ønskede ikke at blive hindret i deres nydelsessyge, deres jag efter at tjene penge og deres ærgerrighed efter verdens ære. Herfra stammede den fjendtlighed og modstand, som vaktes mod adventtroen og dem, der forkyndte den.