Nådens rige blev indstiftet straks efter menneskets fald, da der blev lagt en plan til forløsning af den syndige slægt. Dengang eksisterede det i Guds hensigt og ved hans løfter, og gennem tro kunne mennesker få del i det. Dog blev det ikke til virkelighed før Kristi død. Selv efter at Frelseren var begyndt på sin jordiske gerning, kunne han, udmattet af menneskers stivsindethed og utaknemlighed, være veget tilbage fra offeret på Golgata. I Getsemane skælvede smertens kalk i hans hånd. Selv da kunne han have tørret den blodige sved af sin pande og have overladt den syndige slægt til at omkomme i sine misgerninger. Hvis han havde gjort dette, ville der ikke have været nogen frelse for faldne mennesker. Men da Frelseren ofrede sit liv og med sit sidste åndedrag udbrød: "Det er fuldbragt!", så var opfyldelsen af frelsesplanen sikret. Det løfte om frelse, som var givet det syndige par i Edens have, var blevet stadfæstet. Nådens rige, som før havde bestået ved Guds forjættelse, var nu oprettet.