Hvilken stor forandring skete der ikke med disciplenes hjerter, da de endnu engang så ind i deres Mesters elskede ansigt! Luk. 24, 32. På en mere fuldkommen og vidunderlig måde end nogensinde før havde de fundet "ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om." Uvisheden, angsten, fortvivlelsen veg pladsen for en fuldkommen vished og tro. Hvor vidunderligt, at de efter hans himmelfart "stadig var i helligdommen og priste Gud." Folket, som kun havde kendskab til Frelserens vanærende død, ventede at se et udtryk af sorg, forvirring og nedslåethed i deres ansigter, men de så kun glæde og sejr. Hvilken beredelse havde disse disciple ikke modtaget til den gerning, der lå foran dem! De havde gennemlevet den største prøvelse, som det var dem muligt at erfare, og havde set, hvordan Guds ord havde sejret og var gået i opfyldelse, når alt synes at være tabt. Hvad skulle vel nu kunne kue deres tro eller gøre deres brændende kærlighed kold? I den dybeste sorg havde de "en stærk trøst" og et håb, der var "som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast." Hebr. 6, 18. 19. De havde været vidner til Guds visdom og magt, og de var "vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning" ville kunne skille dem fra "Guds kærlighed i Kristus Jesus vor Herre." "Men under alt dette," sagde de, "mere end sejrer vi ved ham, som elskede os." Rom. 8, 38. 39. 37. "Herrens ord bliver evindelig." 1. Pet. l, 25. Og "hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere, som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os." Rom. 8, 34.