Herren siger: "Mit folk skal i evighed ikke blive til skamme." Joel 2, 26. Om aftenen gæster os gråd, om morgenen frydesang." Sl. 30, 6. Da disciplene mødte Frelseren på hans opstandelsesdag, brændte deres hjerter i dem, mens de lyttede til hans ord. De så på det hoved og de hænder og fødder, som var brevet såret for deres skyld. Da Jesus, før han steg op til himlen, førte dem ud til Betania og bød dem, mens han velsignende løftede sine hænder: "Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen," tilføjede han: "Og se, jeg er med jer alle dage." Mark. 16, 15; Matt. 28, 20. Trøsteren, som de havde fået løfte om, kom på pinsedagen. Kraften fra det høje blev givet dem, og de troendes hjerter bævede ved at mærke nærværet af deres Herre, som nu var i himlen. Ville de da, skønt deres vej, ligesom hans, førte dem gennem offer og martyrium, have ombyttet forkyndelsen af hans nådes evangelium og "herlighedens uvisnelige sejrskrans," som de skulle få ved hans komme, med en jordisk trones herlighed, som det havde været deres håb på et tidligere tidspunkt af deres tjeneste for ham? Han, som "over al måde formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår", havde foruden samfundet med ham i hans lidelser givet dem del i hans glæde - glæden ved at "føre mange sønner til herlighed," en usigelig glæde, "en evig vægt af herlighed," med hvilken "vor trængsel, der er stakket og let," siger Paulus, ikke kan sammenlignes.