Skønt skuffelsen altså var en følge af, at de havde misforstået det budskab, som de bragte, skulle den dog tjene til deres bedste. Den ville være en prøve for hjerterne hos dem, der havde hævdet, at de havde taget imod advarslen. Ville de ansigt til ansigt med skuffelsen måske letsindigt slippe deres erfaringer og opgive deres tillid til Guds ord? Eller ville de i bøn og ydmyghed søge at opdage, hvor de havde taget fejl i forståelsen af profetiens betydning? Hvor mange havde mon handlet af frygt eller af indskydelse? Hvor mange var lunkne eller vantro? Mange hævdede at være lykkelige over at skulle se Herren. Når de måtte tåle ventetidens og skuffelsens prøvelse og lide under verdens hån og bebrejdelser, ville de så kunne holde fast ved troen? Ville de, fordi de ikke straks forstod Guds fremgangsmåde over for dem, opgive de sandheder, der var støttet ved de klareste beviser i hans ord?