Disse forfølgelser, der begyndte under kejser Nero ved den tid, Paulus led martyrdøden, fortsatte s med større eller mindre heftighed i århundreder. De kristne blev med urette anklaget for de frygteligste forbrydelser og beskyldt for at fremkalde store ulykker - hungersnød, jordskælv og pest. Når de blev gjort til genstand for folkets had og mistanke, var der straks nogle, der stod parat til at forråde de uskyldige for vindings skyld. De blev stemplet som oprørere af imperiet, fjender af religionen og en pest i samfundet. Et stort antal blev kastet for de vilde dyr eller brændt levende i amfiteatrene. Nogle blev korsfæstet, andre indsvøbt i skindet fra vilde dyr og kastet ind på arenaen, hvor de blev revet ihjel af hunde. Deres henrettelse udgjorde ofte den vigtigste del af underholdningen ved de offentlige fester. Folk kom i skarevis for at nyde dette syn, og ofrenes sidste angstskrig blev hilst med latter og klapsalver.