Men de fleste menigheder ignorerede advarsien. Præsterne, der som "vægtere for Israels hus" burde have været de første til at tyde tegnene på Jesu komme, havde forsømt at lære sandheden af profeternes vidnesbyrd og af tidernes tegn. Da verdslige håb og tanker havde opfyldt hjerterne, var kærligheden til Gud og troen på hans ord kølnet, og da læren om genkomsten blev forkyndt, vakte den kun tvivl og modvilje. Adventbudskabet blev i stor udstrækning forkyndt af lægmænd, og dette benyttede dets modstandere som et våben imod det. Ligesom tidligere blev den jævne forkyndelse af Guds ord mødt med spørgsmålet: "Har måske nogen af rådsherrerne troet på ham, eller nogen af farisæerne?" Da man blev klar over, hvor vanskeligt det var at modbevise de argumenter, som var baseret på de profetiske tidsperioder, var der mange, som formanede folk til ikke at granske profetierne. De tilføjede, at de profetiske bøger var forseglede og uforståelige. Tusinder af mennesker, som nærede ubetinget tillid til deres præster, ville ikke lytte til advarslen, og andre turde ikke indrømme, at de var blevet overbevist om sandheden, for de var bange for at blive "udelukket af synagogen." Det budskab, som Gud havde givet for at prøve og rense menigheden, åbenbarede kun alt for tydeligt, at der var sørgeligt mange, som satte deres lid til verden og ikke til Kristus. De bånd, som bandt dem til jorden, var stærkere end de bånd, der bandt dem til himlen. De foretrak at lytte til den verdslige visdoms røst og ignorerede det hjerteransagende sandheds budskab. Ved at nægte at lytte til den første engels advarsel kastede de vrag på det middel, som himlen havde udtænkt til deres frelse. De forkastede den nådige budbringer, som ville have rådet bod på de synder, som skilte dem fra Gud, og de gav sig til med endnu større iver at søge verdens venskab. Dette var årsagen til den verdslighed, det frafald og den åndelige død, som prægede menighederne i 1844.