Da William Millers forkyndelse syntes at styrke de forskellige menigheder, blev den i nogen tid betragtet med velvilje. Men da præster og religiøse ledere tog afstand fra læren om genkomsten og ønskede at få al forkyndelse af dette emne til at forstumme, nøjedes de ikke med at angribe den fra prædikestolene men forbød deres menighedsmedlemmer at overvære prædikener om genkomsten eller udtale deres håb ved menighedens møder. De troende kom derved til at befinde sig i en både vanskelig og forvirrende situation. De elskede deres menigheder og ville meget nødig skilles fra dem, men da de opdagede, at vidnesbyrdet om Guds ord blev undertrykt og deres ret til at granske profetierne nægtet, følte de, at troskab mod Gud forbød dem at underkaste sig. De kunne ikke betragte dem, som søgte At udelukke vidnesbyrdet om Guds ord, som Kristi menighed, "sandhedens søjle og grundvold." Derfor følte de, at de var berettigede til at forlade de menigheder, de tidligere havde tilhørt. I sommeren 1844 meldte omtrent 50.000 sig ud af de forskellige trossamfund.