Da det tidspunkt, på hvilket man først havde ventet Herrens genkomst - i foråret 1844 - blev overskredet, blev de, som tillidsfuldt havde ventet hans komme, for en stund opfyldt af tvivl og usikkerhed. Mens verden betragtede dem som mennesker, som havde lidt afgørende nederlag efter at have klynget sig til et bedragerisk håb, var Guds ord stadig deres kilde til trøst. Mange fortsatte med at studere Bibelen, granskede atter de skriftsteder, hvorpå de havde baseret deres tro, og læste atter omhyggeligt profetierne for at få mere indsigt. Det syntes ganske uimodsigeligt, at Bibelen indeholdt beviser på deres tros rigtighed. Tegn, som ikke kunne mistydes, viste at Kristi genkomst var nært forestående. Herrens særlige velsignelse, som havde vist sig både i omvendelse af syndere og i de kristnes fornyede åndelige liv, havde bevist, at budskabet virkelig kom fra himlen. Og skønt de troende ikke kunne give nogen forklaring på deres skuffelse, følte de sig forvisset om, at det var Gud, som havde ledet dem i den erfaring de havde gennemgået.