Bevægelsen fejede som en flodbølge hen over landet. Fra by til by, fra landsby til landsby og til fjerntliggende egne gik den, indtil Guds ventende folk var helt vågne. Fanatismen forsvandt som frosten forsvinder for solens stråler, da dette budskab lød. De troende så deres tvivl og forvirring fjernet, og deres hjerte fyldtes med mod og håb. Værket var befriet for de yderliggående fanatikere, som altid optræder, når der er menneskelig ophidselse, som ikke holdes i ave af Guds ord og Guds Ånd. Der var nu den ydmyghed og gudsfrygt, som kendetegnede de gamle israelitter, når en af Guds tjenere havde bragt dem et bebrejdende budskab. Værket havde det særpræg, som Guds værk altid har. Der var ingen ekstatisk jubel, men inderlig hjerteransagelse, syndsbekendelse og forsagelse af verden. De troende havde en intens trang til at berede sig til at møde Herren. Der blev bedt næsten uafbrudt, og de helligede sig til Herren uden forbehold.