Forsigtigt og højtideligt gik de, som tog imod budskabet, frem mod den dag, i hvilken de håbede at møde deres Herre. De følte hver morgen, at deres første pligt var at forvisse sig om, at Gud betragtede dem som sine børn. Deres hjerter var forenede, og de bad ofte sammen eller for hinanden. De mødtes tit på ensomme steder for at have samvær med Gud, og bønnens røst hævede sig mod himlen fra marker og lunde. Visheden om, at Frelseren holdt af dem, betød mere for dem end det daglige brød, og hvis en sky formørkede deres sind, slog de sig ikke til ro før den var fordrevet. De følte, at tilgivelsens nåde var faldet på dem, og de længtes mere og mere efter at se ham, som de elskede af hele deres hjerte.