En følelse af hellig rædsel, en angst for, at budskabet muligvis kunne være sandt, havde i nogen tid holdt den vantro verden i tømme. Selv efter at timen for genkomsten var blevet overskredet, turde verden ikke straks hovere over de skuffede. Men da der ikke sås tegn på Guds vrede, forlod angsten dem, og de begyndte atter at håne de troende. Mange, som havde sagt, at de troede på Herrens snarlige genkomst, forkastede troen. Adskillige, som havde været yderst tillidsfulde, følte sig så dybt såret i deres stolthed, at de helst ville være flygtet langt bort. Ligesom Jonas rettede de bebrejdelser mod Gud og foretrak døden for livet. De, som havde baseret deres tro på andres meninger og ikke på Guds ord, var nu atter rede til at skifte standpunkt. Spotterne påvirkede de svage og frygtsomme, og i fællesskab blev de enige om, at der nu hverken var grund til frygt eller håb. Tidspunktet var overskredet, Herren var ikke kommet, og verden kunne forblive uforandret i tusinder af år.