De følelser, som var fremherskende hos dem, der stadig troede, at Gud havde ledet dem i den erfaring, som de havde gennemgået, udtrykkes i disse ord fra William Miller: "Hvis jeg skulle leve mit liv om og havde de samme beviser, som jeg da havde, måtte jeg for at være ærlig over for Gud og mennesker gøre, hvad jeg har gjort. Jeg håber, at jeg har renset mine klæder for andre menneskers blod. Jeg føler, at jeg i så høj grad, som det stod i min magt, har befriet mig for enhver skyld i deres fordømmelse." "Skønt jeg to gange er blevet skuffet," skrev denne Guds mand, "er jeg hverken modløs eller fortvivlet. - Mit håb om Kristi genkomst er usvækket. Jeg har kun gjort det, som jeg efter mange års eftertanke anså for min hellige pligt. Hvis jeg har begået fejl, har disse haft deres udspring i barmhjertighed, kærlighed til mine medmennesker og erkendelse af mit ansvar over for Gud." "En ting ved jeg: Jeg har kun forkyndt, hvad jeg selv troede på, og Gud har været med mig; hans kraft har vist sig i værket, og det har gjort meget godt." "Så langt som vi mennesker kan bedømme det, har forkyndelsen af den bestemte tid ført til at tusinder af mennesker har begyndt at studere Bibelen og er kommet til troen, og ved Jesu blod er de blevet forsonet med Gud." - Bliss, pp. 256. 255. 277. 280. 281. "Jeg har aldrig higet efter de hovmodiges velvilje og er aldrig veget tilbage for verdens vrede. Heller ikke nu skal jeg søge deres gunst eller forlade pligtens vej for at udfordre deres had. Jeg skal aldrig bede dem skåne mit liv, og jeg skal forhåbentlig heller ikke være bange for at miste det, hvis dette er Guds vilje." - J. White: Life of W. Miller, p.315.