De mennesker, der fulgte det profetiske ords lys, blev klar over, at Kristus ikke skulle komme til jorden, når de 2300 dage udløb i 1844, men at han skulle gå ind i det allerhelligste i den himmelske helligdom for at afslutte forsoningen forud for sit komme. De forstod også, at syndofferet pegede hen til Kristus, som skulle ofres, at ypperstepræsten repræsenterede Kristus i hans egenskab af mellemmand, og at Azazels buk var et billede på Satan, som er syndens ophavsmand, og på hvem de oprigtigt angrendes synder til sidst vil blive lagt. Når ypperstepræsten i kraft af syndofferets blod fjernede synderne fra helligdommen, lagde han dem på Azazels buk. Når Kristus i kraft af sit eget blod fjerner sit folks synder fra den himmelske helligdom ved afslutningen af sin midlertjeneste, lægger han dem på Satan, som kommer til at bære den endelige straf ved dommens fuldbyrdelse. Azazels buk blev sendt bort til et ubeboet område og skulle aldrig vende tilbage til Israels menighed mere. På samme måde vil Satan blive fjernet fra Gud og hans folk for evigt og blive tilintetgjort, når synd og syndere bliver udryddet til sidst.