"Sabbatens betydning som et minde om skabelsen består i, at den stadig fremholder den sande grund til, at Gud fortjener at blive tilbedt - fordi han er Skaberen og vi tilhører ham. Derfor er sabbaten en del af grundlaget for gudsdyrkelsen; for den lærer os denne store sandhed på den mest overbevisende måde, og det er der intet andet, der gør. Den sande årsag til tilbedelse af Gud, ikke blot på den syvende dag, men al tilbedelse, beror på forskellen mellem Skaberen og hans skabninger. Denne kendsgerning kan aldrig blive forældet og må aldrig glemmes." - J. N. Andrews History og the Sabbath, ch. 27. For at menneskene altid skulle blive mindet om dette, indstiftede Gud sabbaten i Eden; og så længe den kendsgerning at han er vor Skaber vedbliver med at være årsagen til, at vi tilbeder ham, vil sabbaten bestå som et tegn og minde. Hvis sabbaten var blevet helligholdt overalt, ville menneskene have rettet deres tanker og kærlige følelser mod Skaberen, og de ville have æret og tilbedt ham, og så ville der aldrig have eksisteret en afgudsdyrker, en gudsfornægter eller en vantro. At helligholde sabbaten er et tegn på loyalitet over for den sande Gud, ham, der "har skabt himlen og jorden og havet kildevældene." Deraf følger, at det budskab, som befaler menneskene at tilbede Gud og adlyde hans bud, først og fremmest befaler dem at holde det fjerde bud.