Da romerkirken kom til magten, tog den mørke tidsalder sin begyndelse. Mørket blev tættere, efterhånden som kirkens magt tiltog. Nu blev troen overført fra Kristus, den sande grundvold, til paven i Rom. I stedet for at sætte deres lid til, at Guds søn ville skænke dem syndernes forladelse og tilvejebringe evig frelse, rettede folk blikket imod paven og mod præsterne og prælaterne, som han udstyrede med myndighed. De blev oplært til at tro, at paven var deres mellemmand på jorden, og at ingen kunne komme til Gud uden først at henvende sig til paven. Man lærte også folket, at paven var Guds repræsentant over for dem, og at han derfor skulle adlydes ubetinget. Hvis nogen undlod at rette sig efter ham, ville de blive straffet hårdt på legeme og sind. Således blev menneskenes tanker ledet bort fra Gud hen til fejlende, grusomme mennesker, ja, mere end det, hen til selve mørkets fyrste, som udøvede sin magt igennem dem. Synden optrådte i hellighedens forklædning. Når Skriften forbydes og mennesket anser sig selv for at være øverste myndighed, kan man ikke vente andet end svig, bedrag og syndighed. Da menneskelige love og traditioner blev sat i højsædet, indtrådte de forfærdelige tilstande, som altid er en følge af Guds lovs tilsidesættelse.