Men "pavedømmets middagstime var verdens midnat." - J. A. Wylie: The History of Protestantism, b. 1, ch. 4 Kendskabet til den hellige skrift var yderst ringe, ikke blot blandt folket, men også blandt præsterne. Pavekirkens ledende mænd hadede det lys, som ville afsløre deres synder, akkurat som farisæerne gjorde på deres tid. Da Guds lov, som er retfærdighedens målestok, var blevet fjernet, havde de ubegrænset herredømme og kunne øve deres laster uhindret. Bedrageri, havesyge og umoral sad i højsædet. Menneskene gik ikke af vejen for nogen forbrydelse, som kunne skaffe dem rigdom og magt. Pavernes og prælaternes paladser var skuepladsen for de værste udskejelser. Nogle af paverne gjorde sig skyldige i så frygtelige forbrydelser, at de verdslige regenter søgte at afsætte disse kirkelige ledere, fordi deres grusomheder ikke kunne tåles længere. I århundreder skete der ingen fremskridt inden for oplysning, kunst eller civilisationen i Europa. Kristendommen var blevet lammet moralsk og intellektuelt.