Og hvad kan vi uddrage af disse ord? Må vi ikke komme til det resultat, at kong David ikke troede på evigtvarende pine? Og her finder vi et overbevisende argument til fordel for den mere tiltalende, men oplyste og mere menneskekærlige hypotese om endelig renhed og fred for alle. Han havde trøstet sig over sin søns død. Og hvorfor? Fordi han med sit profetiske blik kunne skue ind i fremtiden og se, at denne søn var hævet over alle fristelser, befriet fra syndens åg og lutret, og efter at være gjort tilstrækkelig hellig og oplyst, nu var indført blandt de ophøjede og lykkelige ånder. Hans eneste trøst var, at hans søn, som var blevet fjernet fra synd og lidelse, var blevet ført til et sted, hvor Helligåndens blide åndepust ville blive udgydt over hans formørkede hjerte, hvor hans sind ville fyldes med kendskab til himlens visdom og udødelige kærlighed og således beredes til med helliggjort natur at nyde sin himmelske arvs hvile og glæde.