Teorien om sjælens udødelighed er en af de falske læresætninger, som romerkirken har lånt fra hedenskabet og indføjet i den kristne tro. Martin Luther betegnede den som en af de "uhyrlige fabler, som er en del af den romerske mødding af pavelige anordninger." - E. Petavel: The Problem of Immortality, p. 255. I sin kommentar til prædikerens ord om, at de døde intet ved, siger reformatoren: "Et nyt eksempel, som viser at de døde er uden følelser. ... Der er, siger han, ingen pligt, ingen videnskab, ingen kundskab og ingen visdom der. Salomo mente, at de døde sover, og at de slet intet føler. De døde ligger der og tæller hverken dage eller år, men når de vækkes, skal de føle det, som havde de næppe sovet i et minut." Martin Luther. Exposition of Solomons booke Called Ecclesiastes, p. 152.