Kongelige forordninger, almindelige kirkemøder og kirkelige bestemmelser, som blev støttet af verdslig magt, var de trappetrin, ad hvilke den hedenske festdag nåede til sin hædersplads i den kristne verden. Den første offentlige forordning, der påbød overholdelse af søndagen, var den lov, som Konstantin udstedte år 321. Denne forordning krævede, at bymennesker skulle hvile på "solens ærværdige dag," men tillod landmænd at fortsætte deres landbrugsarbejde. Skønt det egentlig var en hedensk vedtægt, blev dette påtvunget af kejseren, efter at han havde bekendt sig til kristendommen.