Hemmelig oplæring
Kristi ånd er en missionsånd. Det nyomvendte hjerte føler sig allerførst tilskyndet til at føre andre til Frelseren. Det var denne ånd, der drev de kristne valdensere. De forstod, at Gud krævede mere af dem end at bevare sandheden ren i sine egne menigheder, og at der påhvilede dem det højtidelige ansvar at lade lyset skinne for dem, der sad i mørke. Med Guds ords vældige kraft søgte de at løse de lænker, som romerkirken havde smedet. De valdensiske prædikanter blev uddannet som missionærer, og alle, der havde planer om at uddanne sig til prædikanter, skulle først gennemgå en læretid som evangelister. Man skulle arbejde tre år på en eller anden missionsmark, før man fik betroet en menighed derhjemme. Dette arbejde krævede fra første færd selvfornægtelse og offer og var en passende forberedelse til en sjælesørgers liv i de tider, hvor menneskene blev så hårdt prøvet. De unge mænd, der blev ordineret til det hellige embede, kunne ikke se frem til jordisk rigdom og ære, men til et liv med slid og farer, ja, måske martyrdøden. Missionærerne drog ud to og to ligesom Jesu disciple. Der blev for det meste sendt en ung og en ældre erfaren ud sammen. Den ældre skulle vejlede den unge og var ansvarlig for hans uddannelse, og den unge skulle lade sig belære af den ældre. De fulgtes ikke ad hele tiden, men mødtes ofte for at bede og rådslå sammen, så de kunne styrke hinanden s tro.