Valdensermissionæren forklarede med brændende iver evangeliets dyrebare sandheder for de søgende mennesker. Med den største forsigtighed tog han de omhyggeligt afskrevne stykker fra Bibelen frem fra sit skjulested. Det var hans største glæde at fortælle, at der var håb for det samvittighedsfulde, syndbetyngede menneske, der kun betragtede Gud som en hævner, der stod parat til at fuldbyrde dommen. Med skælvende læber og tårefyldte øjne viste han sine brødre de dyrebare løfter, som viser synderen hans eneste håb. På denne måde trængte sandhedens lys ind i mangt et formørket sind, den sorte sky blev fordrevet, og Retfærdighedens Sol skinnede ind i hjertet med lægedom under sine vinger. Det hændte ofte, at det samme afsnit af Skriften blev læst om og om igen, fordi den, som lyttede, ville forvisse sig om, at han havde hørt rigtigt. Folk blev aldrig trætte af at høre disse ord: "Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd." 1. Joh. l, 9. "Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham." Joh. 3, 14. 15.