Disse gudfrygtige mennesker bar de forfølgelser, som rasede i flere arhundreder, med en tålmodighed og en standhaftighed, som kastede ære over deres Forløser. Skønt der blev sendt korstog imod dem og de blev nedsablet på den mest umenneskelige måde, fortsatte de med at sende missionærer ud med den dyrebare sandhed. De blev jaget til døde, men deres blod vandede den sæd, der var sået, og frugten udeblev ikke. På denne måde vidnede valdenserne om Gud flere hundrede år før Luthers fødsel. I de lande, hvor de var adspredt, såede de de frø, som senere udviklede sig til den reformation, der begyndte på Wiclifs tid, voksede sig stor og stærk på Luthers tid og skal forsætte s til verdens ende af dem, der er villige til at ofre alt "for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld." Åb. 1,9.