Guds arvinger er kommet fra loftskamre, fattige hytter, fængselsceller, skafotter, bjerge, ørkener, jordhuler og grotter ved havet. De "led nød og trængsel og blev mishandlet" på jorden. Millioner gik vanærede i graven, fordi de tappert nægtede at anerkende Satans bedrag. Ved de jordiske domstole blev de kendt skyldige i de værste forbrydelser. Men nu er Gud "den, der dømmer." Sl. 50, 6. Nu omstødes de domme, der blev afsagt på jorden. "Han... gør ende på sit folks skam." Es. 25, 8. "De skal kaldes: Det hellige folk, Herrens genløste." Han har besluttet at "give dem, ... højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie, lovsang for modløst sind." Es. 62, 12; 61,3. De er ikke længere svage, plagede, adspredte og underkuede. Fra nu af skal de altid være hos Herren. De står foran tronen i klædninger, som er kosteligere end de dragter, jordens mægtigste nogensinde har været iført. De bærer kroner, som er mere pragtfulde end nogen, som har smykket en jordisk konges hoved. Smertens og sorgens dage er for evigt forbi. Himlens konge har tørret tårerne af alle øjne. Enhver årsag til sorg er blevet fjernet. Mens de svinger med palmegrene, synger de en smuk og melodiøs lovsang. Alle stemmer i, indtil lovsangen hæver sig op mod himlens hvælvinger: "Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet." Og alle himlens beboere svarer i kor: "Amen! Lov og ære og visdom og tak og pris og kraft og styrke tilkommer vor Gud i evighedernes evigheder!" Åb. 7, 10. 12.