Skønt de fleste af rigsdagens medlemmer ikke ville have tøvet med at overgive Luther til Roms hævn, var der mange af dem, der så og beklagede den bestående fordærvelse inden for kirken og ønskede afskaffelse af de misbrug, som det tyske folk måtte lide under på grund af gejstlighedens korruption og begærlighed. Legaten havde fremstillet det pavelige styre i det gunstigste lys. Nu bevægede Herren et medlem af rigsdagen til at give en sandfærdig skildring af virkningerne af pavens tyranni. Med ædel fasthed rejste hertug Georg af Sachsen sig i den fyrstelige forsamling og opregne de med frygtelig nøjagtighed pavekirkens bedrag og afskyeligheder og deres forfærdelige virkninger. Til slut sagde han: "Der er nogle af disse misbrug, som råber til himlen mod Rom. Man har bidt hovedet af al skam, og deres eneste formål er ... penge, penge, penge, ... så at de præster, som skulle forkynde sandheden, ikke fremkommer med andet end løgne, og de bliver ikke blot tålt, men belønnet, fordi jo større deres løgne er, jo større er gevinsten. Det er fra denne urene kilde, at der flyder den slags forgiftet vand! Udskejelser og havesyge rækker hinanden hånden ... ak, det er den forargelse, som præsterne vækker, som styrter så mange stakkels mennesker i evig fortabelse. Der må iværksættes en gennemgribende reform!" - Samme, b. 7, ch. 4.