Luther skulle ikke komme til at foretage sin farefulde rejse alene. Foruden den kejserlige udsending besluttede tre af hans nærmeste venner at ledsage ham. Melanchthon nærede et oprigtigt ønske om at slutte sig til dem. Han var inderligt knyttet til Luther, og han higede efter at følge ham, om end det skulle blive til fængsel eller død. Men hans bønner blev afslået. Hvis Luther skulle dø, måtte reformationens håb samles om denne ungdommelige medarbejder. Som reformatoren sagde, da han tog afsked med Melanchthon: "Hvis jeg ikke vender tilbage og mine fjender lader mig dræbe, så bliv ved med at lære og holde fast ved sandheden. Arbejd i mit sted. ... Hvis du stadig lever, vil min død kun betyde lidt." - Samme, b. 7, ch. 7. Studenter og borgere, som havde samlet sig for at være vidne til Luthers afrejse, var dybt bevægede. En stor skare, hvis hjerter var blevet grebet af evangeliet, sagde ham grædende farvel. Således drog reformatoren og hans ledsagere bort fra Wittenberg.