Endelig stod Luther foran rådet. Kejseren sad på sin trone. Han var omgivet af rigets fornemste mænd. Aldrig havde noget menneske stået foran en mere imponerende forsamling end den, over for hvilken Martin Luther skulle stå til regnskab for sin tro. "Denne hans fremtræden var i sig selv en afgørende sejr over pavedømmet. Paven havde fordømt denne mand, og nu stod han for en domstol, som ved netop denne handling satte sig selv over paven. Paven havde lyst ham i band og afskåret ham fra alt menneskeligt samvær, og dog blev han indkaldt i et høfligt sprog og modtaget af den mest ærefrygtindgydende forsamling i verden. Paven havde dømt ham til evig tavshed, og nu skulle han til at tale i påhør af tusinder af opmærksomme tilhørere, der var kommet sammen fra hele kristenheden. Således var der ved Luthers mellemkomst blevet udvirket en vældig revolution. Rom var allerede ved at stige ned fra sin trone, og det var en munks stemme, som forårsagede denne ydmygelse." - Samme, b. 7, ch. 8.