"O, almægtige, evige Gud," tryglede han, "hvor er denne verden ond. Se, den åbner sin mund for at opsluge mig, og min tillid til dig er så svag. ... Hvis det kun er til denne verdens styrke, at jeg skal sætte min lid, så er alt forbi. ... Min sidste time er kommet, min dom er fældet. ... O Gud, hjælp du mig mod al verdens visdom. Gør dette. ... Kun du alene; ... for dette er ikke mit værk, men dit. Jeg har intet at gøre her, intet at kæmpe for med disse verdens store. ... Men det er din sag, ... og det er en retfærdig og evig sag. O Gud, hjælp mig! Trofaste og uforanderlige Gud, jeg sætter ikke min lid til noget menneske. ... Alt, hvad der er af mennesker, er usikkert, alt, hvad der stammer fra mennesker, slår fejl. ... Du har udvalgt mig til denne gerning. ... Stå mig bi, for din elskede Søns, Jesu Kristi skyld, han som er mit forsvar, mit skjold og min faste borg." Samme, b. 7, ch. 8.