Et alvist forsyn havde ladet Luther få lov til at forstå sit ansvar, for at han ikke skulle stole på sin egen kraft og ikke overmodigt styrte sig ud i faren. Dog var det ikke frygten for personlig lidelse, ikke skræk for tortur eller døden, der syntes at være nært forestående, som overvældede ham med sin rædsel. Han var nået til et vendepunkt, og han følte, at han ikke magtede at bestå prøven. Sandhedens sag kunne komme til at lide skade på grund af hans svaghed! Ikke for sin egen sikkerheds skyld, men for evangeliets sejr var det, at han kæmpede med Gud. Hans sjæleangst og strid kunne sammenlignes med Jakobs i hans natlige kamp ved den ensomme bæk, og ligesom Jakob sejrede han hos Gud. Men i hans fuldkomne hjælpeløshed styrkedes hans tro på Kristus, den mægtige Frelser. Han fik kraft med forvisningen om, at han ikke skulle stå alene foran rådet. Hans sind fik atter fred, og han frydede sig over, at han skulle få lov til at bære Guds ord frem for folkets herskere.