Hans ord var ikke virkningsløse. Dagen efter, at Luther havde afgivet sit svar, lod Karl et budskab sende til rigsdagen, hvori han kundgjorde sin beslutning om at videreføre sine forgængeres politik ved at opretholde og beskytte den katolske religion. Da Luther havde afslået at opgive sine "vildfarelser," skulle der anvendes de kraftigste forholdsregler imod ham og de kætterske lærdomme, som han fremkom med. "En enkelt munk, som er vildledt af sin egen dårskab, har gjort oprør mod kristenheden s tro. For at standse en sådan ugudelighed ville jeg ofre mine riger, mine skatte, mine venner, mit legeme, mit blod, min ånd og mit liv. Jeg er i færd med at sende augustinermunken Luther bort med forbud mod at forårsage den ringeste uro blandt folk. Derefter vil jeg forfølge ham og hans tilhængere som ulydige kættere, med udelukkelse af kirken, med interdikt og med alle midler, som er egnet til deres udryddelse. Jeg opfordrer landenes medlemmer til at optræde som tro kristne." - Samme, b. 7, ch. 9. Ikke desto mindre erklærede kejseren, at Luthers lejdebrev måtte respekteres, og at han måtte have tilladelse til at nå hjem i sikkerhed, før der kunne indledes proces imod ham.