Med forøget iver påpegede Aleander kejserens pligt til at bringe de pavelige edikter til udførelse. Men efter Tysklands love kunne dette ikke lade sig gøre uden fyrsternes medvirken, og Karl, som til sidst blev overvundet ved legatens påtrængenhed, bød ham forelægge sagen for rigsdagen. "Det var en stor dag for den pavelige gesandt. Forsamlingen var stor - sagen var dog endnu større. Aleander skulle være talsmand for Rom, ... alle kirkers moder og herskerinde." Han skulle hævde Peters fyrsteværdighed over for kristenhedens forsamlede fyrstemagter. "Han havde veltalenheden s gave, og han hævede sig til situationens storhed. Forsynet havde villet, at Rom skulle træde frem og føre sin sag ved den dygtigste af sine store talere og i nærværelse af den mest ophøjede rådsforsamling, før det blev dømt." - Wylie, b. 6, ch. 4. Med bange anelser så de, som var stemt for at støtte reformatoren, hen til virkningen af Aleanders tale. Kurfyrsten af Sachsen var ikke til stede, men på hans foranledning overværede nogle af hans rådsherrer mødet for at lægge mærke til den pavelige legats tale.