Han havde ikke været borte fra Worms ret længe, før de pavelige trængte ind på kejseren for at få ham til at udstede et edikt imod ham. I denne forordning blev Luther anklaget som "Satan selv i menneskeskikkelse og klædt i munkekutte." - D’Aubignè, b. 7, ch. 11. Det blev befalet, at så snart hans frie lejde udløb, skulle der tages forholdsregler for at standse hans arbejde. Det blev forbudt alle at huse ham, at give ham mad og drikke eller i ord og gerning, offentligt eller privat, at hjælpe eller støtte ham. Han skulle pågribe s , hvor han end var, og udleveres til myndighederne. Hans tilhængere skulle også fængsle s og deres ejendomme konfiskeres. Hans skrifter skulle tilintetgøres, og endelig skulle alle, som vovede at handle i modstrid med dette dekret, indbefattes i fordømmelsen. Kurfyrsten af Sachsen og de fyrster, som var Luther mest venligt stemt, havde forladt Worms kort efter hans afrejse, og kejserens dekret blev stadfæstet af rigsdagen. Nu jublede katolikkerne! De anså reformationens skæbne for at være beseglet!