I valget af personer til at reformere kirken ses den samme guddommelige plan som i valget af mænd ved kirkens grundlæggelse. Den himmelske Lærer forbigik verdens stormænd og de rige, som var vant til at få ros og hyldest som folkets ledere. De var så stolte og fulde af selvtillid at de følte sig så højt hævet over andre, at de ikke kunne bevæges til at sympatisere med deres medmennesker og samarbejde med den ydmyge mand fra Nazaret. Det var til de ulærde, hårdt arbejdende fiskere fra Galilæa, at Kristus sagde: "Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere." Matt. 4, 19. Disse disciple var ydmyge og lærevillige. .Jo mindre de var blevet påvirket af tidens falske lære, jo lettere kunne Kristus undervise og uddanne dem til at tjene ham. Således var det også på reformationens tid. De store reformatorer var jævne mænd. De var fuldstændig blottet for rangklassernes stolthed og upåvirket af skinhellighed og præsteligt i rænkespil. Gud benytter ydmyge personer til opnåelse af store resultater. Så gives æren ikke til mennesker, men til ham, som arbejder gennem dem efter sin vilje og sit behag.