Luther ønskede ikke at staa op mod de sværmere, hvis fremgangsmaade havde bevirket saa meget ondt. Han vidste, at de var mennesker med et hastigt og voldsomt sind, der paa samme tid, som de paastod at være særskilt oplyste fra himlen, dog ikke vilde taale den mindste modsigelse eller endog den venligste advarsel. De anmasede sig den øverste myndighed. De fordrede, at enhver ubetinget skulde anerkjende deres paastande. Da de forlangte en samtale med ham, saa lovede han at møde dem. Han aabenbarede deres falskhed med et saadant held, at bedragere paa en gang forlod Wittenberg.