De romerske ledere saa med forfærdelse, i hvilken høj grad folkets modvilje havde rejst sig imod dem. Omkendskjønt de i førstningen fydede sig over Luthers formodede død, saa ønskede de snart at skjule sig for folkets vrede. De, som var forbitrede paa ham, da han var fri, blev nu fyldte med frygt, da han sad i fængsel. "Den eneste maade, vi kan rede os ud paa, " sagde en, "er at tænde vore fakler og søge over hele jorden efter Luther, indtiil vi kan føre ham tilbage til det folk, som vil have ham." Kejserens befaling syntes at falde magtesløs til jorden. De pavelige gesandter blev fyldte med vrede, da de saa, at den ikke vakte nær saa megen opmærksomhed, som Luthers skjæbne gjorde.