"Lad os forkaste denne befaling," sagde fyrsterne, "i samvittighedssager har flertallet ingen magt." De deputerede erklærede, at befalingen om fri religionsøvelse var aarsag i, at Tyskland nu nød fred, og at dens ophævelse vilde fylde kejserdømmet med urolighed og splittelser. "Rigsdagen har ingen magt", sagde de, "til at gjøre mere end at bevare religionsfrihed, indtil et kirkeraad samles." Det er statens pligt at beskytte religionsfrihed, og dette er grænsen for dens myndighed i religionssager. Enhver verdslig regjering, som forsøger at ordne eller indskærpe religionspligter med verdslig myndighed, om styrter de grundsætninger, for hvilke de evangeliske kristne saa ædelt kjæmpede.