Det kejserslige parti var overbevist om, at de kristne fyrster vilde holde fast ved den hellige skrift fremfor menneskers lære og fordringer, og de vidste, at en antagelse af denne grundsætning tilsidst vilde omstyrte pavedømmet. Men de smigrede sig selv med, at de, som begunstigede reformationen, var svage overfor kejserens og pavens styrke. Dersom reformatorerne havde holdt kjød for sin arm, saa vilde de have været svage, som papisterne antog, at de var. Men omendskjønt de var faa i antal og var i strid med Rom, saa var de dog stærke. De vendte sig fra rigsdagens beslutning til Guds ord og fra Tysklands kejser til kongers konge og herrers herre.