Denne protest negtede, at de verdslige regenter havde ret til at give love i sager, som blot angik Gud og menneskenes sjæle, og erklærede med profeterne og apostlene: "Vi bør adlyde Gud mere end mennesker." Den forkastede ogsaa kirkens vilkaarlige magt og fremholdt den ufejlbarlige grundsætning, at al menneskelig lære skal være Guds ord underdanig. Protestanterne havde afkastet det menneskelige overherredømmes aag og havde ophøjet Kristus som den ypperste i menigheden og hans ord i prædikestolen: Samvittighedens magt blev sat over statens og den hellige skrifts myndighed over den synlige kirkes. Kristi trone blev løftet op over pavens tredobbelte troen og kejserens diadem. Protestanterne havde desuden bekræftet sin ret til at frit at udtale sin overbevisning om sandheden. De vilde ikke blot tro og adlyde, men ogsaa lære, hvad Guds ord siger, og de negtede, at præster og øvrigheder havde ret og øvrigheder havde ret til at forhindre dette. Profeten i Speier var et højtideligt vidnesbyrd mod religiøs ufordragelighed og en bekræftelse af, at alle mennesker har ret til at tilbede Gud i overensstemmelse med egen samvittigheds overbevisning.