Dersom reformatorerne efter at have gjort en del fremgang havde gaaet ind paa at give efter for at tilegne sig verdens gunst, saa vilde de have været utro mod sig selv og vilde saaledes have befordret sin egen ødelæggelse. Disse ædle reformatorers fremgang indeholder et eksempel for alle kommende tider. Den maade, hvorpaa satan virker mod Gud og hans ord, er ikke forandret. Han er endnu lige saa meget imod, at skriften antages som regel for liv og levnet, for han var i det sekstende aarhundrede. Mange har paa vor tid gaaet langt bort fra dens lære og bud, og der er trang til, at man vender tilbage til den store protestantiske grundregel - bibelen og bibelen alene som regel for tro og levnet. Satan virker endnu med ethvert middel, som han kan benytte for at omstyrte resligionsfrihed. Den antikristelige magt, som protesanterne i Speier forkastede, søger nu med større kraft at stadfæste sit tabte herredømme. Den samme urokkelige agtelse for Guds ord, som han saa ved dette vendepunkt i reformationen, er det eneste haab for en reformation paa vor tid.