Stor fare truede reformationen; men dens forsvarere overlod sin sag i Guds haand, og de lovede, at de vilde være tro mod evangeliet. De besluttede at fremsætte en ordnet redegjørelse for sine anskuelser med beviser fra skriften, som de kunde fremlægge for rigsdagen, og dette arbejde blev overdraget til Luther, Melanchton og deres hjælpere. Den bekjendelse, som saaledes blev fremlagt, blev antagen af protesanterne som et udtryk for deres tro, og de forsamledes for at underskrive dette vigtige dokument. Det var en alvorsfuld og vanskelig tid. Reformatorerne søgte med flid at undgaa, at deres sag skulde blive forvekslet med politiske spørgsmaal. De følte, at reformationen ikke burde udøve nogen anden indflydelse end den, som udgaar fra Guds ord. Da de kristne styrker gik frem for at underskrive bekjendelsen, afbrød Melanchton dem, idet han sagde: "Det passer sig bedst for theologer og prædikanter at foreslaa disse ting og at forbeholde sig de mægtiges myndighed for andre ting." "Gud forbyde," svarede Johan af Sachsen, "at J skulde udelukke mig. Jeg har fast besluttet at gjøre min pligt uden at bekymre mig om min krone. Jeg ønsker at bekjende Herren. Min kyrfyrstelige hat og klædning er ikke saa dyrebar for mig som Jesu Kristi kors." Da han havde sagt dette, skrev han sit navn, en anden kurfyrste tog derpaa pennen og sagde: "Dersom min herres Jesu Kristi ære fordrer det, saa er jeg rede til at forlade mine godser og hengive mit liv." "Jeg vilde hellere forlade mine undersaatter og mine stater, hellere forlade mit fædreland med en stav i min haand", vedblev han, "end at anklage nogen anden lære end den, som indeholdes i troesbekjendelsen:" Saaledes viste disse Guds mænd sin tro og sit mod.