Fra inderlig bøn i enerum kom den magt, som rystede verden i den store reformation. Der satte Herrens tjenere med hellig ro sine fødder paa hans forjættelsers klippe. Under kampen i Augsburg undlod Luther ikke at anvende tre timer daglig til bøn, og disse tog han fra den del af dagen, som var den gunstigste til studeringer. Man kunde høre, hvorledes han i sit lønkammer udøste sin sjæl for Gud med ord skulde af frygt, tilbedelse og haab, som om han talte med en ven. "Jeg ved, at du er vor fader, vor Gud," sagde han, "og at du vil adsprede dine børns forfølgere; thi du er selv i fare tillige med os. Hele denne sag er din, og det er alene ved dine tilskyndelser, at vi har lagt vor haand paa den; forsvar os da, o fader!" Han skrev til Melanchton, som var nedtrykt under byrden af bekymring og frygt: "Naade og fred i Kristus, i Kristus, siger jeg, og ikke i verden. Amen! Jeg hader med et fuldkomment had disse yderlige bekymringer, som fortærer dig. Dersom sagen er uretfærdig, saa forlad den; men dersom sagen er retfærdig, hvorfor skulde vi saa gjøre hans løfter til løgn, som har befalet os at sove uden frygt?" "Kristus vil ikke forlade retfærdighedens og sandhedens værk. Han lever og regjerer, hvad har vi da at frygte?"