Men denne samtale havde vakt saadanne tanker i hans sjæl, som han ikke kunde bortvie efter behag. Da han var alene i sit kammer, overvejede han sin fætters ord. Overbevisningen om, at han var en synder, fæstede sig i hans sjæl. Han saa, at han havde ingen midler, som talede hans sag for en hellig og retfærdig dommer. Helgenersnes bønner, gode gjerninger og kirkens ceremonier var allesammen ude af stand til at gjøre forsoning for synd. Han kunde ikke se andet for sig i fremtiden end den evige fortvivelsens mørke. Forgjæves søgte kirkens doktorer at lindre hans smerte. Man greb forgjæves til skriftemaal og bod. De kunde ikke forlige hans sjæle med Gud.